Spotting

Intro

I Danmark er genet for spotting kendt gennem mange år – i europa har det været kendt i over 40 år. Mange synes de hvide markeringer giver et flot og anderledes udtryk end bare de ensfarvede varianter.

Spottede ørkenrotter har været på kæledyrsmarkedet i landet gennem mange år.
Men hvad er spotting egentligt?

Beskrivelserne for spotting genet er delt op i fem kategorier, trods de genetisk er det samme: Spotted, Pied (collared), Pied Dutch, Pied striped, Pied variegated.
Hvordan opdeles de?

Spotted

Hale: Hvid spids ønskes
Poter og klør: Hvide med neutrale klør ønskes
Mave: Maven ønskes hvid med to rombeformede pletter, når ørkenrotten er sortbaseret, mens uden hvid, når ørkenrotten er agoutibaseret i sin farve.
Aftegning: En lille hvid plet i panden, en lille hvid plet på næsen og lille plet i nakken er ønskværdigt. De skal alle være så klart afgrænsede som muligt. Det er ikke ønskværdig at pletterne hænger sammen.

Spotted er altså den variant som har mindst hvidt på sig. typisk er det bare et par små pletter i nakken, hovedet, næsen, på maven og halespidsen samt hvide fødder.

Pied

Hale: Hvid halespids ønskes
Poter og klør: Hvide med neutrale klør ønskes
Mave: Hvid plet ønskværdigt
Aftegning: En bredkantet jævn krave løbende rundt om nakken og under hagen. Hagen skal være hvid. Næse- og pandeplet skal være centralt placeret og skal ikke flyde ud i hinanden.
Pelsen ønskes fri af hvide hår.

Pied er den næste udvikling – de har nu en hvid krave i stedet for nakkepletten og derfor kalder nogle dem også “Pied collared”, fordi de får et hvidt bånd rundt om halsen.
De har stadig oftest hvide plet i panden, på næsen, maven og halen samt hvide fødder.

Pied Striped

Hale: Hvid halespids ønskes
Poter og klør: Hvide med neutrale klør ønskes
Mave: Hvid plet ønskværdigt
Aftegning: En hvid linje sammenlænker næse- pande- og nakkeplet i en ubrudt linje. Det hvide linje foretrækkes ubrudt.
Nakkepletten bør være så bred som muligt, jævnt afgrænset – behøver ikke være fuld krave, dog foretrækkes dette.
Hagen bør være hvid.
Ørerne skal være grundfarve

Pied striped er som pied ovenfor, mens der nu går en stribe igennem fra næsepletten til pandepletten og om i nakken. Pletterne er stadig synlige som pletter, men de er bundet sammen af en stribe.

Pied Dutch

Hale: Hvid halespids ønskes
Poter og klør: Hvide med neutrale klør ønskes
Mave: Hvid plet ønskværdigt
Aftegning: En bred jævn krage løbende rundt om nakken ned under hagen, som skal være hvid. Den hvide tegning fortsætter ubrudt fra hage op over næsen i en ubrudt blis om i nakken, hvor den skal fortsætte om i kragen uden at blive brudt.
Ørerne skal være grundfarven.

Dutch er endnu mere hvid, som billedet illustrere. Pletterne i pande og næse er nu gennemløbet af en bred gennemgående blis, og der er nu ingen særskilte pletter i ansigtet.

De fire ovenstående har det tilfælles, at de ingen hvidt har på bagkroppen. Spotting genet kan dog gå ind og påvirke selve kropsfarven, så denne bliver lysnet.
Der er gennem årende arbejdet med spotting genet, så man opnår mere og mere hvidt. Det er uvist om der er modifiers inde over, men man kom fra til det man i udlandet kender som Mottled (England) og Superschecken (Tyskland). De forskellige standarder har forskelligt udtryk, hvorfor en Mottled ikke er at sammenligne med Superschecken, men genetisk er de ens.
I DMG har vi valgt udtrykket Variegated, som er det fænotypiske udtryk vi kender hos mus også i foreningen. Dette for at give lidt ensretning i selve DMG ift. udtryk og navngivning.

Pied Variegated

Hale: Hvid halespids ønskes
Poter og klør: Hvide med neutrale klør ønskes
Mave: Hvid plet ønskværdigt
Aftegning: Poterne er hvide med neutrale klør. Aftegningen er som Pied striped eller Pied dutch. Der skal i grundfarven forefindes rigeligt med hvide enkelte hår – stikkelshår. Disse stikkelshår kan flyde sammen til ujævne pletter.

Pied Variegated gør ofte pelsfarven lidt lysere og det ønskes, at over 50% af ørkenrotten skal være hvid.
I England minder standarden for Mottled meget om, hvor de tyske Superschecken oftest er minimum 80% hvide, hvilket kan gøre det svært at farvebedømme dem korrekt på grundfarven, medmindre man er meget sikker på sine linjers genetiske baggrund.
Det kan overvejes, hvis de Superschecken kommer til Danmark, om man bør overveje at kalde dem “extreme variegated” eller “super variegated”, da de er meget ulig de variegated vi ser her i Danmark i dag og ikke vil falde ind under de beskrivelser vi har i dag. Men dette er noget man kan tage stilling til, hvis de enten fremavles eller importeres fra Tyskland, som er forgangslandet for “high white”-varianten Superschecken.


Genetikken bag

De ovenstående varianter er genetisk det samme – i teorien!
Det er en dominant homozygot prænatal lethal variant.
Der har været mange teorier frem og tilbage, om der er modifiers inde over, for at lave de meget hvide varianter eller hvordan et gen kan variere så meget i udtryk.
Samtidig kan man med striks avlsarbejde faktisk stabilisere sit spotting gen til primært at give spottede dyr, pied collared/striped/dutch dyr eller variegated dyr. Det er som om man kan stabilisere lidt på udtrykket og måske skyldes det, hvor mange eller hvilke modifiers man har inde over, uden at det er noget man være helt sikker på.

Lethal og færre unger i kuldet?

Når man læser sig igennem litteratur om ørkenrottegenetik og særligt effekten af dominant spotting genet på både internet og i bøger, så dukker ordet Lethalt op.
udtrykket lethalt er sjældent forklaret fuldt ud og er ofte forvirrende sat sammen med særligt spotting genet hos ørkenrotter.

Et “sandt” lethalt gen er skyld i døde eller yderst handikappede dyr som følge af lethal effekten.
I denne forklaring er man nødt til at opdele de i kategorier; præ-natal lethal og semi-lethal.

Semi-lethale gener er disse som giver unger med afvigelser og abnormiteter, som måske ikke er direkte dødelige, men som er uønskede og kan have sundhedsmæssige store konsekvenser.
Eksempler på dette kan være Roan-spottede marsvin og øjenløse hvide hamstere (Wh genet). I deres heterozygote tilstand giver de dalmatinerplettede marsvin og hvidbugede og skimmelplettede hamstere. Problemet opstår først, når det findes i homozygot form – hvis man f.eks. parrer to skimmel hamstere sammen for at øge den hvide aftegning. Det giver den negative virkning af at udsætte den semi-lethale virkning af de involverede gener. De homozygote individer fra denne parring har en hvid pels og små ofte rudimentære (primitive eller helt manglende) øjne. Dette gen (Wh) er ikke, og har heldigvis aldrig været til stede hos de plettede ørkenrotter.

Dominant spotting genet hos ørkenrotter er det, vi kalder for Præ-natal lethal, og dets effekt er mindre vidtrækkende for de levende unger. De homozygote embryoner (det helt tidlige fosterstadie) går til grunde i livmoderen. Når to ørkenrotter med et spotting gen hver parres sammen vil man ofte opleve en ratio af ca 2:1 mellem spottede og ensfarvede unger (gennemsnit over mange kuld).
Årsagen til dette er, at de homozygote ikke udvikler sig ud over embryon-stadiet og går til grunde. De bliver altså aldrig født.
Derfor skulle man tro, at parrer man spotted sammen med spotted, så ville der komme mindre kuld?
Men da embryonet går til grunde så tidligt i dannelsen af embryonet, vil et nyt embryon simpelthen tage pladsen i stedet. Dermed burde kuldstørrelsen ikke være påvirket af, at begge forældre i parringen er Sp.
Der er ingen dokumenterede tilfælde af en SpSp – altså en homozygot spotted/pied ørkenrotte, og derfor siger man også at ingen spottede ørkenrotter er “true breeders”, da de alle er heterozygote og derfor kan lave både spottede og ensfarvede unger.
Udtrykket “true breeders” er et udtryk man bruger flere steder for dyr, som kun kan give en slags variant af et gem til sit afkom – altså er homozygot. For at være en “true breeders” skal dyret være homozygot for et dominant gen, så man er sikker på, at dyret altid giver denne variant afkom uanset, hvem den parres med.

Spottede ørkenrotter i stedet det man kan kalde for “obligat heterozygot”, da de ikke kan være andet end heterozygot på spotting genet.

Homozygot og dødfødte unger?

I meget sjældne tilfælde har nogle opdrættere oplevet af der er dødfødte unger i spottede kuld. I teorien ville en SpSp være black eyed white. Vi ved nu at SpSp i teorien ikke skulle eksistere.
Men der blev tilbage i slut 70’erne udført tests på nogle af disse dødfødte, uden at komme nærmere et eksakt svar på, om nogle ukendte gener kan gå ind og påvirke embryonet på det rette tidspunkt, så det alligevel bliver født og først kort inden fødsel dør af anæmi. Der er altså aldrig kommet et klart dokumenteret svar på, om nogle af de dødfødte unger, som kom i Spsp + Spsp parringer faktisk var SpSp unger.


Spotting genet – opdræt for de erfarne

Spotting-genet har været i kæledyrsavlen af ørkenrotter i mange år. Det dukker hurtigt op og har været meget populært, særligt fordi at mange af linjerne med spotting er nogle af de mest milde og tamme linjer (Er spottede mere rolige? Læs her).

Men selvom spottede linjer ikke har store helbredsmæssige konsekvenser og ofte er utroligt milde linjer at arbejde med, så er det ikke et god valg for den nye opdrætter, som ønsker at lave show-ørkenrotter. For at lave den pæne spotted eller pied variant, så kræver det et stort antal avlsdyr, mange generationer og stort selektionsarbejde, at ramme de få dyr, som bliver rigtigt gode i både type, pelslængde, farvekvalitet og den jævne skarpe fordeling af mængden af hvidt.

Erfaringen i udlandet viser, at man jævnligt er nødt til at indføre ensfarvede dyr til sin linje for at bevare farvekvaliteten de steder, hvor der ikke er hvidt.
Særligt hvis man går efter Variegated varianterne, skal man vælge sine dyr med omhu og indbringe nye ensfarvede dyr, som stammer fra andre variegated linjer (i håb om de så bærer de modifiers, som skal til for den store mængde hvidt).
Man skulle tro, at man fik de bedste variegated ved at parre variegated på variegated hele tiden, men oftest laver de faktisk ikke de bedste variegated unger. Derimod er det varieted + pied variant eller variegated + ensfarvet med modifiers, som laver de bedste variegated i langt de fleste tilfælde, når også farvekvaliteten skal bevares sammen med den store mængde af hvidt.

Spottede/Pied ørkenrotter er den variant, som er “svagest” over for indavl. Indavl er ørkenrotter ellers naturligt meget modstandsdygtige mod, men hvis ikke man selekterer helt rigtigt på størrelse, sundhed og fertilitet, så ender man efter få generationers tæt avl på Sp-genet med små dyr med dårlig type og fertilitet. Det er ellers fristende for mange, da de typisk får en fantastisk hvid-fordeling, men denne er ikke stabil og den forsvinder første gang man parrer ud til frisk blod igen.
Hvorfor denne variant er mere sart er der ikke ret meget dokumentation omkring, men det menes at have sammenhæng med den milde anæmi en Sp-ørkenrotte har og som ellers ikke har betydning for deres sundhed, så længe linjerne avles fornuftigt.

Opdræt med Sp-genet bør ikke kun handle om at få mere og mere hvidt på ørkenrotterne fra generation til generation. Hvidfordelingen – jævn og ligeligt passende til en af standarderne, farvekvalitet i den farve pels, pelslængde og pelskvalitet er meget store faktorer i opdræt af Sp-ørkenrotter. Det unikke i Sp-genet går tabt, hvis det kun handler om, at få dem så hvide som muligt og kan gøre det meget svært at se, hvad genetisk de er af farve ud over Sp.
Sp-genet gør sig på mange måder bedst på “kontrast”-farver – altså på de mørke farver. Det ses også nogle gange at recessive gener som dd og ee kan have en effekt på, hvordan de hvide hår fordeler sig.
Det kan være svært at sætte en linje for, hvad der er den “bedste” måde, at opdrætte Sp-ørkenrotter på. Men erfaringerne viser, at de bedste Sp-varianter opnås ved rimelig streng linjeavl med indkryds af ikke-relaterede ensfarvede ørkenrotter, så hele “billedet” af farve, aftegning, type, størrelse, pels, temperament og sundhed går op i en højere enhed.
Den strengt kontrollerede linjeavl kan give et stabilt Sp-udtryk i linjen og give nogle smukke dyr med unikt udtryk.


Pied-navnet oprindelse – Navne-nørderi

Navnet og termet “Pied” er brugt for de ørkenrotter med spotting-genet, med mere hvidt end spottede ørkenrotter.
Det kan forvirre rigtig mange, at man bruger termet pied for at beskrive ørkenrotten med det hvide bånd/krave om halsen med eller uden blis/stribe i panden.

Pied navnet er formentligt blevet givet i sin tid fra ordet piebald, som i sig selv er ganske forældet.
Velansete kilder som Oxford English Dictionary påstår at ordet er mindst 500 år gammel. Ordet “bald” betyder uden hår er stammer formentlig  fra en middelalderlig betydning, hvor “Bald” betyder hvid plet. Pie er det middelalderlige engelsk ord for husskade og er afledt af det latinske pica. Ifølge ordbogen af sætningen og fabel af E.Cobham 1868 siger,

Party coloured. A corruption of pie-balled, speckled like a pie. The words Ball, Dun and Favel are frequently given as names to cows. “Ball” means the cow with a mark on it’s face; “Dun” means the cow of a dun or brownish-yellow coloured; and “Favel” means the bay cow (Ball, in gaelic, means a mark; ballach, speckled.)

Så det er oplagt at tro, at ordet piebald er et gammelt ord, som betyder hen af at have hvide markeringer som en husskade.

Termet pied blev formentligt taget i brug for ørkenrotterne grundet ligheden mellem dominant spotting genets hvide aftegn og så skadens hvide aftegninger, ligesom man har gjort hos mus og andre domesticerede dyr. Selv hos mennesker findes piedbaldisme  i en form af depigmenterede pletter og områder af huden eller håret, og er observeret gennem historien helt tilbage til det tidligere Egypten, Grækenland og Rom.

Genetisk har piedbald-genet være givet genkode-symbolet S. Ved hjælp af laboratorie-tests og kortlægning ved man også at det i dag ligger på det gen, som biologisk set kaldes Ednrb genet. Det er en mutation på endothelin-b receptor genet.
I forhold til gnavere bruges stadig S-symbolet i genkoden, for ikke at skabe forvirring med det biologiske term.
Kort fortalt er S genet ansvarlig for at kontrollere fordelingen af farvepigment i pelsen over hele kroppen og er ved mange arter en recessice allel-mutation.

Piebaldisme og effekt af denne på mus er ganske veldokumenteret. Der er piebaldisme beskrevet i varianter som evens, brokens og mange flere. Opdrættere af mus, som stiler efter en bestemt type af piebald-effekten vil kunne skrive under på, hvor svært det er at navigere i hvid-fordelingen, da piebald er meget påvirket af modifiers.
I øvrigt kunne man blandt hamsterne også have ekstremt svært ved at se forskel på den dominante spotting og den recessive piedbald. En af de eneste forskelle ud over arvegangen er, at den piedbald hamsters hvide aftegning kører fra næsen og op, hvor den dominantes vender modsat. Men det er kun tommelfingerregel og derfor kan det to gener give stor forvirring, hvis man har helt styr på sine genkoder og arvegangen.
Det ægte piedbald-gen hos hamsterne menes at være uddød nu, grundet store helbredsproblemer, men i stedet er en ny recessiv mutation kaldet recessive dappled vundet frem. Den opfører sig stort set som piedbald gjorde, bare uden de store helbredsproblemer.

Den store forskel i recessiv piedbald og dominant spotting ligger primært  i hvor let de er at arbejde og med deres helbreds-status.
Det recessive S-gen har gennem tiderne i husdyrshold været forbundet med negative helbredsproblemer som skeletproblemer, problemer på centralnervesystemet osv. og har udryddet flere varianter af den recessive s-mutation, efterladende primært de s-mutationer, som helbredsmæssigt kan styres i almen kæledyrsavl.

Ørkenrotternes hvide aftegn, uanset om det er spotted, pied collared, – striped, – dutch eller variegated, skyldes det dominante spotting gen plus forskellige modifiers, som påvirker mængden af hvidt. Det eneste problem, som er bevist linket til den dominant hvid spotting er en mild anæmi. Det kan måles, men det er så mildt at det ingen beviselig effekt har på fertilitet, vækst eller aktivitet, så længe indavlsgraden kontrolleres.

 

Forfatter: Webmaster

Skriv et svar