De første

Har du besluttet dig for at du gerne vil have fedthalemus? Så læs med her!

Der er nogle enkelte etablerede opdrættere rundt omkring i landet, både i Jylland og på Sjælland, så dit allerførste skridt bør være, at søge på fx google.dk, gnaverportal.dk eller i dyrerelaterede grupper på facebook, efter disse opdrættere. De er at finde, men man kan ofte godt forvente noget ventetid, som ved ethvert køb hos en opdrætter, da kuldene skal fødes, opfostret og blive fravænningsklar.

Man kan også sommetider finde fedthalemus i dyrehandlere. Se dig godt for! Ofte kan man få dyr der ser sunde og raske ud, men der kan være brister i temperamentet. Til gengæld kan du også opleve at få dyr hjem med et fremragende temperament. Det er aldrig rigtig til at vurdere i en dyrehandel, så det er en 50/50-chance man tager.

Står du med din, måske fremtidige, nye fedthalemus i hænderne, så tjek om øjnene er klare og åbne, ørerne er fri for snavs og ikke lugter, pelsen skal være blød og velsoigneret og halen skal være fin og se fyldig og sund ud.
Undtagelser: En nyfravænnet unge har ofte blot en meget tynd og lang hale. Dette er selvfølgelig normalt, da den endnu ikke har haft tid til at “spare sammen” af næring til halen, da alt er gået på at vokse og udvikle sig. En fedtet og “skillet” pels, er ikke altid et sygdomstegn, men kan betyde fedthalemusen har manglet sandbad. Det er derfor ofte noget der kan rettes op på, i løbet af en uge. Dog er der grænser for hvor ussel en pels bør se ud, og er den decideret usund og uhumsk at se på, så bør man gå udenom dette dyr.

 

Skriv et svar