Buret

Download PDF

Der findes mange beskrivelser af det perfekte bur, det mindst tålelige bur, det anbefalede bur osv.. Her på siden vil vi ikke diktere en burstørrelse eller indhold, for der findes uendeligt mange måder at holde ørkenrotter på.
Det kan være svært at sige hvad der er mest rigtig og derfor vil vi blot komme med et par idéer og guidelines til, hvilken størrelse burene kan have afhængig af gruppen, hvordan buret kan se ud, hvad indhold kan være godt osv.. Det må ikke ses som en facitliste, men mere en inspirationskilde til at give ørkenrotterne et bur de kan bo i.

Bur størrelse

Noget af det første der melder sig, ved tanken om ørkenrotteburet er størrelsen. Hvor stort skal det værre? Størrelsen på buret er meget afhængig af gruppens størrelse:

  • 2 ørkenrotter – mindst 60*30*30
  • 3-5 Ørkenrotter – mindst 75*35*35
  • 5-6 Ørkenrotter – mindst 80*40*40
  • 6 el. flere – mindst 100*50*50

Dette er cirka mål og mange mener at jo større jo bedre. Om et ørkenrottebur kan blive for stort er sjældent diskuteret, for ofte vil man sige nej. Det er dog set i enkelte tilfælde, at hvis buret er blevet for stort, så deler gruppen sig op i to grupper i hver sin ende – og når de så mødes slås de! De er nemlig meget territoriale over for fremmede. Så jo et bur kan sådan set godt blive for stort, men det er meget sjældent set!

Burtype

Ørkenrotter er en gnaver som er glad for at grave. De vil gerne have deres hule gravet ned i bundstrøet, så et bur der giver mulighed for et dybt bundlag er klart at foretrække. Det udelukker som regel mange tremmebure, da de ofte har meget lave bunde og bundstrøet vil så stå ud over det hele.
Ørkenrotter gnaver også gerne. De gnaver i de mindste kanter og har utroligt stærke tænder. Hvis de keder sig, vil de være ude af plastikbure i løbet af minutter. Derfor vil mange ørkenrotter gnave sig ud af plastikbure og det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at holde dem inde. Mange trives dog også i plastikburene og gnaver sig aldrig ud. Plastbure man typisk ser brugt er Bernie, Mini Duna, Duna og Gabber Rex buret – som alle fint kan huse et par ørkenrotter (Duna og Gabber Rex op til 3 stk). Akvarier og terrarier er oftest det man ser udbredt. De kan ikke gnave sig ud og man har mulighed for et tykt bundlag, uden at det sviner rundt om buret. På akvarier skal man huske at få lavet et låg af trådnet, så de ikke hopper ud – ørkenrotter kan hoppe meget højt!

Her har vi forsøgt at samle et galleri af forskellige typer af bure. Billeder er udlånt af forskellige ørkenrotte-ejere og vi modtager altid gerne flere billeder til dette galleri.

Bundstrø

Bundstrø er noget der kan dele vandene blandt ørkenrotteejere. Hvad er rigtig og forkert at bruge?
Ørkenrotter kan være sarte over for støv og nogle typer bundstrø kan de blive direkte allergiske over for. Her er en liste over de typer bundstrø, der som regel er gode muligheder for bundstrø:

  • Biobase/Hemparade/hempspåner – spåner/flis lavet på kernen fra industri-hamp. Denne type har været kendt hos heste i mange år efterhånden. De er som regel ret støvfrie og holder længe. Det er godt at grave i.
  • Bøgeflis – oftest totalt støvfrie og er gode at bruge alene hvis man har en allergi-ørkenrotte med vejrtrækningsproblemer. Det kan ikke graves tunneler i, men er rigtig godt at blande op i andet bundstrø, så gangene afstives bedre.
  • Carefresh – en type cellulosebaseret bundstrø lavet på rester fra papirindustrien. Er super blødt og holder længe. Er noget dyrere i indkøb end så meget andet, men ofte ret støvfrit.
  • Boxo Comfort – er også et cellulosebaseret bundstrø, men i noget mindre og tyndere stykker end Carefreshen. I  struktur minder det mere om toiletpapir revet i små strimler. Billigere end Carefresh, men ellers ikke den store forskel.
  • Hø – er i sig selv ikke et særligt godt bundstrø, men mange ørkenrotter elsker det til reden, til at afstive tunneler osv. med. Det bruges også ofte, hvis en ørkenrotte får “rød næse”, som en tester for hvad de tåler og ikke tåler af bundstrø. Dog skal man være opmærksom på om det støver eller ej. Frisk blødt hø er bedst.

Redemateriale

Ørkenrotter bygger rede – og er meget glade for at have en lun og sikker rede.
Som redemateriale er der flere muligheder, men også ting, som man helt skal undgå!
Iturevet toiletpapir, blødt enghø, Boxo comfort, Carefresh og bomuldskapsler kan være rigtig gode typer af redematerialer, som sikre en blød og varm rede.
Man bør helt undgå hamstervat og stof/fleecerester! Ørkenrotternes kan få ben og hale viklet ind i det og når de hiver for at få det af, risikerer man at det blot strammes. Der bliver risiko for at benet dør – eller at ørkenrotten simpelthen gnaver det af og måske gnaver i sig selv og skader sig selv.
Unger er også oplevet at blive kvalt pga. det. I Sverige arbejder flere for at forbyde salget af hamstervat til gnavere.

Andet indhold

Ørkenrotter har ud over et bur med et tykt lag bundstrø også brug for lidt mere.
Mange sætter pris på forskellige huse, tunneler, hylder og klatreting. Generelt frarådes plastik indhold i buret, da de meget nem gnaver det i stykker – og plastik er ikke det sundeste til ørkenrottenmaver.
I et ørkenrottebur anbefaler vi at der altid er:

  • Mindst 1 hus/hule, som kan graves ned i bundstrøet, meget gerne flere.
  • Sandbad med et fint chinchilla sand. Sandbad er essentielt for at de kan holde pelsen ren og sund.
  • Niveau forskel. En hylde eller højt hus, der giver lidt niveau i buret
  • Tunnel e.l. så de kan få stimuleret deres graveadfærd på en sund måde og får et bur de føler sig sikkert i. De lever i tunneler og gange i naturen og vil elske en masse gange at løbe i.
  • Vandflaske – vand er nødvendigt og når de graver meget vil en vandskål hurtigt blive begravet og bundstrøelsen bliver våd.
  • Træting og/eller papting de må gnave i. Det kan være deres hus, tunnel, bro e.l. de kan slide deres tænder på – eller måske gnaveklodser af træ. De elsker som regel også at makulere papæsker, æggebakker, små kasser og lignende. Sørg for det ikke har indeholdt giftige ting.

Det er meget forskelligt om hjul anbefales, men da de enten typisk er lavet i metal med åben løbeflade eller er lavet af plastik typisk fraråder vi det. De åbne klassiske metalløbehjul er ofte både for små og farlige at løbe i. Plastikløbehjul gnaves typisk i stykker og plastik er ikke sundt for ørkenrottemaver.
Det eneste hjul der evt. kan anbefales at bruge er Flying Saucer i metal eller denne type med helt fint net i bunden.

Forfatter: Pia, webmaster

One thought on “Buret

Skriv et svar