På udstilling

Download PDF

En kort beskrivelse af, hvordan en udstilling forløber fra man ankommer om morgenen, til man tager hjem igen.

 

Indtjek

Man møder typisk om formiddagen til indtjek af dyr og udstillingsbokse. Her bliver alle ørkenrotter tjekket for utøj, sygdom og synlig drægtighed. Boksene tjekkes for, om de er rene og indeholder rent bundstrø og foder. Her får man et katalognummer per ørkenrotte, der udstilles, som man placerer på udstillingsboksen og denne sættes hen på udstillingsbordet.

 

Bedømmelse

I løbet af formiddag og tidlig eftermiddag vil alle ørkenrotterne blive båret til dommer og blive bedømt en af gangen. Dommerens bedømmelse bliver udleveret ved præmieringen senere på dagen, når udstillingen er slut.
Dommeren dømmer efter den standard eller beskrivelse, som er for den klasse og kategori man udstiller i.
Mens dommeren bedømmer ørkenrotterne skal der være ro omkring dommeren, og kun ejer må stå og lytte med, da det ellers er forstyrrende for en hurtig og fair bedømmelse, hvis der er mange mennesker og meget snak omkring dommeren.
Igennem bedømmelsen vil dommeren tjekke:
Vægt, generelt udtryk og kondition, typestandarden, farvestandarden, pelskvalitet, kløer, halen og tuften, ører, kropsform og -bygning og temperament.
Den bliver håndteret i både hænder, på vægt, på låget af udstillingsboksen og på et udstillingsbræt.

 

I løbet af dagen…

skal man have tiden til at gå. Dette foregår ofte ved at man snakker og hygger med alle de andre udstillere og tilskuere. Ofte varer bedømmelserne fra først på formiddagen til midt eftermiddag og i den tid har man som udstiller eller gæst god tid til at gå og slappe af og hygge sig. Der er mange flotte dyr på udstillingen, som man kan gå og kigge på og mange forskellige emner om ørkenrotter er ofte oppe at vende, så der er rig mulighed for at blive klogere og lære fra sig i løbet af en hyggelig dag. Er man heldig, kan der også være opdrættere som enten har kuld til salg og dermed måske finde sin nye ørkenrotte.

 

Præmiering

Ud på eftermiddagen vil der være præmiering af de bedste ørkenrotter og bedømmelse til hver enkelt ørkenrotte som er udstillet.
Når præmiering er afsluttet er udstillingen som regel også slut og det er nu tid til at vende snuden hjemad, medmindre man bliver og hjælper med at rydde op! 🙂

Skriv et svar