Foder

Fede Sandrotter er komplekse når det kommer til foder, men i bund og grund er det som med alt andet; har man først sat sig ind i det, så er det ganske simpelt.

Som nævnt i andre afsnit, har sandrotter desværre stor tilbøjelighed til sukkersyge. I afsnittet omkring bur, lærer du at motion er vigtigt, og i dette afsnit skal vi kigge lidt på fodringen. Ligesom med mennesker, så betyder kost utroligt meget i disse situationer.

Sandrotter kræver en lavkalorieholdig og højfiberig kost. I de områder de lever vildt, lever de af en vildtvoksende saltbusk der, som navnet hentyder, indeholder store mængder salt. Dette er deres primære føde, og hele deres fordøjelsessystem er derfor bygget til denne kost. I naturen snupper de også i ny og næ et insekt, men først og fremmest spiser de sig mætte i denne saltbusk. De er endda meget heldige, i og med at andre dyr ikke kan tåle det høje saltindhold, for der er derfor ikke rigtig andre at slås med maden om, end deres egen art.

Deres nyrer er bygget til at nedbryde salten, og det er et fascinerende træk ved dem. Derfor siger det sig selv, at deres nyrer også kan gå i stå hvis denne funktion ikke bliver plejet og holdt ved lige.

Så, for at opnå denne simulation af denne specifikke saltbusk, har kloge mennesker analyseret indholdet og fundet frem til at den gode gamle spinat, som vi alle finder i grøntafdelingen i de fleste butikker, har nogle lighedstegn med saltbuskens indhold. Derfor vælger vi herhjemme at fodre med spinat overhældt med en 3 % saltvandsopløsning.

Vi giver 15 gram spinat per dyr morgen og aften, og blander 3 gram salt i en dL, koldt vand og hælder udover. Dyrene elsker dette, og de er så lækre og flotte i pelsen og trives utroligt godt.

Udover spinat, kan man også supplere med urter og squash, og en enkelt græshoppe i ny og næ (melorme og andre fede insekter er bandlyst!).

Udover grøntfoderet er det også vigtigt at supplere med hø, og en smule pillefoder. Dette pillefoder bør man dog være utroligt kritisk med. Det er fuldstændig uhørt at give almindelig gnaverblanding, så bør man i stedet undvære at give tørfoder og supplere yderligere op med hø og grønt.

Når man begynder at kigge efter pillefoder, bør man som udgangspunkt kigge efter noget til degu- og chinchilla, da disse dyr også er sukkerfølsomme. Men desværre er ikke alt degu- og chinchillafoder sukkerfrit. Vi har personligt selv gode erfaringer med DeguTraum (kan fx. købes på www.zooplus.dk), Mr. Johnsons Chinchillapiller, samt Burgess Chinchillapiller. De to sidstnævnte kan blandt andet købes hos www. LUX-shoppen.dk, hvor I også kan læse mere om foderet.

Herhjemme er det helt klart Burgess Chinchilla der har været det største hit.

Til slut kan vi sammenfatte en daglig foderplan og derved samle op på dette afsnit om foder.

Eksempel på foderplan til to sandrotter:
Morgen: 30 gram frisk spinat overhældt med 1 dL 3% saltvandsopløsning, en tot hø og 20 gram foderpiller.

Aften: 30 gram frisk spinat overhældt med 1 dL 3% saltvandsopløsning, 20 gram foderpiller og en lille håndfuld tørrede/friske urter.

Dette morgen og aftenritual tager ca. 5 minutter at ordne, man kommer lynhurtigt ind i en rutine, og det er altså helt uimodståeligt at se de små poter der står mod glasset og skriger på mad.

Til slut skal nævnes, at der er delte meninger omkring nødvendigheden af frisk vand i flaske i deres bur. De modtager jo saltvand dagligt, og spiser væskeholdig mad, og der findes mange ejere og opdrættere der helt har droppet den sædvanlige vandflaske ved siden af, da den aldrig bruges af sandrotterne. Det kan dog altid anbefales at lære sine sandrotter at kende og se hvad de foretrækker, for drikker de også en del fersk vand fra flaske, skal de også have lov til at vælge dette alternativ. Fortsæt dog altid med at overhælde spinaten med saltvand.

 

 

Skriv et svar