Forberedelser

I god tid før en udstilling er det vigtigt at gøre sig nogle tanker og forberedelser.

Hvem og hvor mange skal udstilles?

Først skal man kigge på, hvilke af sine ørkenrotter, som man gerne vil udstille. Ikke alle egner sig på udseendet, så kig i standarderne og beskrivelserne – passer de til det skrevne?
Har ørkenrotten ar, hakker i ørerne eller pletter uden pelsen pga. f.eks. alder eller tidligere slåskampe, vil dette trække fra, så overvej en ekstra gang om den skal med – eller om den skal stille op i f.eks. kæledyr frem for standard.

Har den temperamentet til at blive udstillet?
En ørkenrotte skal finde sig at blive løftet op af en udstillingsboks af en fremmed og blive bedømt. Der vil blive kigger under hage og mave, kigge op under den ved løft af halerod, tjekket halelængde og efter haleknæk og tjekket pelslængde og -kvalitet. Dette skal ørkenrotten kunne uden at springe væk eller nappe/bide. Kan dommeren ikke komme til at håndtere ørkenrotten, vil den blive bedømt i udstillingsboksen og dette er ikke optimalt. Derfor er det en god idé at lade f.eks. venner prøve at håndtere ørkenrotten, så den bliver vant til at blive håndteret af fremmede. Ørkenrotten må ikke bide eller være bange for håndtering, da aggressiv adfærd vil betyde, at den får et “ikke godkendt” i temperament i standard og ustandardiseret – og temperament og hvor let den er at håndtere tæller meget højt i kæledyr.

Det er måske heller ikke begge ørkenrotter i et par som skal udstilles. Det er muligt kun at udstille en, og så tilmelde partneren som “selskabsdyr”. Dette betyder at man måske nøjes med kun at udstille den bedste ørkenrotte i et par eller i en trio.
Man skal huske, at man højest må have tre ørkenrotter i en udstillingsboks, på den betingelse at de ikke er samme køn eller farve da det ellers er svært for dommeren at skelne, og har man nu en trio hvor alle er helt sorte og af samme køn, vil de ikke kunne være i samme udstillingsboks, men skal i hver sin

 

Før udstilling

Når man har fundet den eller de, som skal udstilles, er der nogle ting, som er rigtig gode at forberede:

  • Tjek den for utøj, helt små sygdomstegn osv. så du er helt sikker på, at du har en frisk ørkenrotte med.
    For hunner: hvis hun går med en han, så husk at tjekke løbende for drægtighed. Hunner er oftest synligt drægtig de sidste 4-5 dage af drægtigheden. Er hun synligt tyk af drægtighed, bliver hun afvist i indtjek!
  • Pelsen. Hvis ikke de har sandbad hele tiden i buret, så giv evt. jævnlige sandbade op til udstillingen, så pelsen bliver renset godt. Evt. ved at drysse sand hen over den enkelte ørkenrotte, hvis ikke den selv bader i sandet. Dette vil være med til at gøre den ren og få pelsen pæn.
  • Håndtering. Intesivér håndteringen før udstilling, så du er helt sikker på, at den er vant til at blive taget op, sat på låget af udstillingsboksen/på et udstillingsbræt, i en åben hånd, få målt halelængde op til ørerne, kigget under hagen, mærket hale osv. – så bliver din ørkenrotte ikke overrasket på udstillingsdagen.
  • Udstillingsboksen/e. Boksen man udstiller i skal være ren, så man kan se dyret deri og være sikker på, at den er fri for utøj ved indtjek. Den skal udstyres med rent bundstrø, lidt tørt foder og på dagen et lille stykke agurk eller gulerod.
    Mht størrelse anbefaler vi, at du ikke udstiller flere end to i denne størrelse boks (6L) og hvis man vil udstille tre at man så udstiller i denne størrelse boks (10L).

 

Efter udstilling

Når man kommer hjem fra udstilling har man måske en enkelt ørkenrotte, som skal ind i flokken igen. Ofte kan man nemt efter en udstillingsdag sætte den direkte tilbage i buret til sin flok, hvor man så holder godt øje med dem i et par timer. Har man ikke lange transporttider, vil det ofte gå helt uden problemer.
Mange vælger dog ofte at sætte dem i splitbur et par timer eller måske natten over med bundstrø fra deres fælles bur, hvis man har været af sted på udstilling, som krævede en overnatning eller man har været væk i over ½ døgn. Ørkenrotter er meget familiære og husker ret godt, men en udstilling får deres lugte til at ændres en smule, og det kan give en lidt gnidninger indtil den udstillede lugter af “hjem” igen.

 

Skriv et svar